Alene.. eller måske ikke.

Gaderne var tomme og øde. Det hele så koldt og trist ud.. næsten dødt. Belle gik igennem byen, med blikket stift vendt fremad. Folk på gaden stirrede på hende, og hun undgik med vilje øjenkontakt. Hun orkede ikke, at folk skulle flygte fra hende idag. Hun var ikke sulten, ikke endnu i hvert fald, og hun gad ikke høre deres skrig. Hun satte sig tungt ned på en gammel bænk. Malingen var halvt skaldet af. Bænken havde engang været grøn, men nu var farven mere brun. Belle lænede sig tilbage på bænken. Ryglænet var koldt og hårdt mod hendes ryg, men hun var ligeglad. Det var vel bedre end ingenting.

Belle var iført en hvide skjorte, som løst lagde sig om hendes hofter, når hun gik. Hun havde et par hullede, sorte shorts på. Shorts'ne var lige så sorte som hendes hår. På fødderne havde hun et par slidte støvler, som næsten var ved at falde fra hinanden. Skaftet gik til lidt over hendes ankel, og det foldede, og gjorde støvleskaftet halvt så højt, som det normalt ville være. Hendes sorte glatte hår, som gik hende til midt på ryggen, havde hun ladt hænge idag. Pandehåret, som var redt til siden, skjulte hendes ene øje. Belles øjne var røde, men i den svage belysning kunne de godt se lidt brune ud. Hvilket de gjorde ligenu.

Belle betragtede de personer, som gik forbi hende. Hun lod sit blik vandre hen over dem, som kom gående længst væk fra hende, for at se om der var noget interessant ved dem.

//Kan godt li', at der er 33 der har set det her, men ingen har svaret... mærk ironien.. xD//

Koyoki en stille og rolig dæmon var på vej gennem en af de byer som der var men hvad lavede han endeligt her han havde jo ikke noget at gøre der eller havde han det viste han ikke så han gik bare rundt i sine egne tanker da der ikke var nogen og snakke med eller noget som helst så han kede sig lige nu og alt sådan noget.
Han viste ikke hvorfor han var taget til byen men han havde ikke noget og give sig til der hjemme så han kunne lige så godt opleve noget syns han. da der var gået lidt tid så han en kvinde og smilte "hej"sagde han stille og roligt.

Mira-Belle smilede tilbage og så på drengen foran hende. Hun lod langsomt en hånd glide igennem sit lange hår. Lugten af frisk blod hang i luften. Mira-Belle smilede endnu engang.
"Hej.." Mira-Belle betragtede ham lidt, imens hun talte. Han var ganske køn - måske nogle år ældre end hende. Han var køn.. og hans blode lugtede godt. Han lignede en dæmon. En af dem, som ville blive svære at narre.

"Hvad laver du her?", hun smilede lidt, og vendte blikket mod himlen. Solen var godt dækket, af et tykt lag skyer. Som var de en dyne, der forhindrede alt lys i at trænge igennem dem. Hun smilede med en tilfreds mine. Det var ikke så tit, hun var ude om dagen. Men idag var en undtagelse. Det var overskyet og koldt - hendes yngligsvejr. Hun vendte igen sit blik mod drengen foran hende, og smilede en smule forførende men samtidigt sødt.