En lille overraskelse - Cutty

S: Parken
O: Tomt
V: Regnvejr, det pisser ned, mørke skyer glide langsomt over himlen.
T: Aftenstid

Kazu stod helt stille i sandkassen. Han var helt igennem våd, fra top til tå. Vandet drev ned af hans mørkebrune hår, ned over øjne, der var lukket, videre ned over ansigtet, halsen, over hans sorte frakke over de mørke bukser, og skoende og endte sin tur nede i sandet, hvor det slap ned i grundvandet.
Han havde stået der i lang tid, og åbnede langsomt øjne. Det var et perfekt vejr. Han førte langsomt hen kold våd hånd op til ansigtet, for at fjerne noget irriterende hår. Han lod hånden falde ned langs siden igen, før han begyndte at gå ud af sandkassen .Hans blik gled over den forladte legeplads. Gyngerne hang stille, kun når der kom et vindpust gyngede de lidt. Rutchebanen banen stod stille, og kold sammen med klatrestativet. Han gik videre over mod parkens våde mudret plæner. Han stoppede kort op, kiggede ned, og sukkede før han begav sig videre, over mod et stort træ, som forhåbentligt kunne give lidt ly for regnen.
Hans mørke øjne gled over træets knudret grene, over de mørke blade der hang af regn der lage sig tungt på dem. Barken var ru, og hår, efter mange år.
Træets krone hævede sig højt og stolt over alle de andre træer, som om dette træ, skulle være kongen over alle.

Cutty sad på en lille gren og holde sig og sine vinger tørre med et blad hun holde over sig for regnen, som alle feer har, har hun et lille lys rundt om sig så hun er nem at se i mørket og i regnen, hun var ikke mere 20-30 cm høj, hun rejste sig op på grenen, men den var blevet lidt våd så hun gled på den og falde ned i en eller anden mands lomme(Kazu)

//godt nok en stor lomme! o.O//

Da han var kommet helt ind, stillede han sig op af den fugtige stamme og kiggede ud på regnen. Han hvilede hoved mod træstammens ro overflade.
Han ville egentlig gerne snart hjem, han orkede ikke at være her ude, og han kunne komme hurtigt hjem, men han blev hvor han var. Han kunne mærke noget falde ned i sin jakkelomme. Han kiggede undrende ned, og så et eller andet lyse. Han stak hånden ned i lommen og trak noget op. Han skulle lige stå og glo på det noget tid, før han kunne placere det. En alf eller fe?
Han stod og satte den på en gren, uden yderlige interesse for den lille lysende ting. Han lænede sig igen op af træstammen og kiggede ud i regnen som ikke virkede som om det lige ville stoppe.

Cutty så på den fremmede og hun var blevet helt våd, hun vred sine vinger for vand, hun kunne ikke rigtigt flyve med våde vinger, hun kunne godt flyve, men det ville se sjovt ud, hun tog et blad rundt om sig for bare være noglelunde i tørrevejr, det så endelig lidt sjovt ud, hun kiggede på den fremmede igen"hvem er du?"spurgte hun

Han kiggede lidt på hende. Det var en overraskende høj stemme, forsådan et lille væsen. Han drejede hoved og kiggede på det lille væsen. "Hvem jeg er?" han vendte hoved mod mod regnen igen. "en dæmon, Kamenashi. Og du er?" han havde aldrig mødt nogle af denne art mere, nok fordi han aldrig snakkede med dem. Efter hans mening kunne han ikke se noget i dem. De var små og lyste op, så alle kunne se dem. Intet godt ved dem.

"jeg hedder Cutty og jeg er en fe"sagde hun, hun slukkede sit lys, hun havde to særlige evner, nogle fe eller alfer var født høje næsten menneske størrelse, men hun kunne gøre sig til menneske størrelse og slukke for sit lys, så hun var helt væk i mørket, hun fløj ned på jorden og blev til ca. hans højde

Han gloede en smugle overrasket da hun pludselig poppede op foran ham i menneske størrelse. Han lage hoved let på skrå. "Jamen goddag Cutty." Sagde han i en høflig tone, og kiggede forbi hendes skuldre. For ham var der ikke mere at snakke om, set i hans øjne, men hun måtte da gerne blive hvis hun ville. Han ventede bare på at kunne komme hjem sådan nogenlunde tør, så han ikke lignede en drukken dæmon. Han var jo ikke vanddæmon.

hun vende ryggen til ham og gik ud i regnen, hun havde jo de to særlige evner, men så osse de normale for en skov/blomster fe, hun gik bare videre, hun blev bare helt driv våd, men det tog hun sig ikke, hun satte sig på hug ude midt i regnen, der var et lille plante skud, hun hviskede på et underligt sprog til planten og den voksede sig en del større, hun smilede bare lidt og rejste sig op og gik videre

Ville hun ud at vade i det vejr? Jamen hun var da velkommen. Han fulgte hende bare ikke. Han stod og så til, imens hun ævlede løs til blomsten, som så syntes hun var så fantastisk at den skød op. Åh, hvor fint. Tænkte han hånligt, og fulgte den lille fe, som ikke var så lille mere, med øjne. Han var ganske ligeglad med hvad hun gjorde, eller ikke helt, men han ville ikke ud i det våde snask, hvis han da kunne blive fri.

hun samlede et lille blad op, hun pustede til det, det blev så stort det var til at være under, hun gik hen til ham"her så bliver du ikke våd"sagde hun og gav ham det, hun gik ud i regnen igen, hun så ikke ud til at fryse særlig meget, men hun var begynde at kunne mærke det komme langsomt

han fik meget store øjne, da han så hendes lille nummer. det var noget af et blad! Han tog imod bladet, kiggede lidt på det. Så længe der ikke kom nogle han kendte og så ham med det på, men nu kendte han jo faktisk ikke andre rigtig i byen, så ... Han tog det omkring sig og gik ud i regnen, som han knap nok nåde at komme ud i, før han var våd, eller hoved var, men alt under bladet var holdt tørt. "Tak." mumlede han lavt. Det var nok ikke lige denne vej han havde tænkt sig at komme hjem på. Det virkede for absurd!

hun så ham gå, hun blev en lille smule ked af det, man kunne ikke se tårene på hendes kinder på grund af regnen som osse løb ned over hendes ansigt, hun gik hen til træet og blev til sit lille jeg, hun fløj op på en gren og lavede et lille hus af blade og små grene som kunne holde hende tør, hun gik ind i det og satte sig ned, hun kunne ikke andet end at sidde ned og vente på at det ville stoppe med at regne og hun ville blive tør

Han kiggede undrende på den lille fe, da hun blev lille, og begyndte at lege byggemand. Sit eget hus?! Havde den lille kvinde flere tricks i ærmet? Han var ganske benorvet over hendes byggefærdigheder, som steg over hans egne. Han var heller ikke mure ... så det betød jo ikke så meget.

der var ikke noget inde i huset, der var kun hendes der inde, hun havde bygget det som en slags læ for vinden og for regnen, men hun var stadigvæk helt våd, hun var helt gennemblødt over det hele, men hun bad vel osse selvom det, men hun ville gerne havde at han skulle kunne komme hjem og bare stå under træet

Han stod og vidste ikke helt hvad han skulle gøre, men gik tilbage til træet og kiggede på alfen. Han lage bladet fra sig med den tørre side op af. Hvor efter han satte sig på det, og kiggede ud i regnen. Hvorfor han havde gjort det vidste han ikke, men nu sad han der ... igen.